Signe Narp - mennesket bag naturhjælpen

Uddannelse og erhverv

Naturterapeut ved Human Education Group aug. 2019 - aug. 2020

Natur- og stressvejleder april 2019- marts 2020

Selvstændig fra 2019

Lektor ved Helsingør Gymnasium 2014-2019

Adjunkt ved Lyngby Gymnasium 2013-2014

Adjunkt ved Frederiksværk Gymnasium og HF 2009-2013

Pædagogikum (gymnasielærer) 2010-2011

2009 cand.scient.soc. ved Roskilde Universitet


Privat

Jeg er 38 år. Gift med Jess og mor til Vitus og Viola på 13 og 9 år. Vi bor i Græsted i et familiefællesskab med mine svigerforældre. 


Min historie 


Jeg gik den lige vej helt fra barn, gennem skolesystemet, gymnasiet, som au-pair i Paris, læste på universitetet og levede op til alt det jeg troede var vigtigt. Det var ikke fordi det var en dårlig vej, og jeg klarede mig godt med en fin karriere som gymnasielærer og en dejlig familie.


I februar 2015, midt i et huskøb og en flytning, besvimede jeg en aften på badeværelset og knaldede hovedet direkte ned i stengulvet. Det skulle vise sig at blive det største vendepunkt i mit liv, men det brugte jeg de følgende tre et halvt år på at erkende. År fyldt med hovedpine, lydfølsomhed, træthed, stress-symptomer og en altoverskyggende følelse af utilstrækkelighed.


Jeg kæmpede for at holde fast i alt som det var. Jeg nægtede at se at tingene ikke kunne være som før. At symptomerne fra hjernerystelsen ændrede vilkårene for mit liv. Men langsomt åbnede der sig en ny verden for mig. Jeg lærte at dyrke yoga (noget jeg aldrig havde haft ro til tidligere), jeg blev helt afhængig af guidede afspændinger og efterhånden også meditation. Jeg lærte at mærke mig selv.


Og så fandt jeg ud af hvordan naturen virker restituerende og helende på mig. Jeg opdagede allerede hurtigt efter min ulykke, at jeg har det langt bedre udendørs end indendørs. Og jeg begyndte at bruge naturen mere og mere til restitution og opdagede også et nyt udendørs liv med vandring, telt, bål og højt til himlen.


Denne personlige udvikling førte mig ad en ny vej med uddannelser til Natur- og stressvejleder, samt til Naturterapeut. I 2018 tog jeg orlov fra mit gymnasielærerjob. I 2019 sagde jeg op. Drømmen om et nyt arbejdsliv tog form

og Narp Naturhjælp blev til.